Woke



Woke betyder, at man er bevidst om og optaget af social uretfærdighed, racisme, manglende ligestilling eller lignende.[1] En person kan være woke, hvis vedkommende er optaget af identitetspolitik, især hvis man reagerer negativt på handlinger og udsagn, som rammer minoriteter særlig hårdt.[2]
Ordet bruges også polemisk i debatter til at betegne en overdreven optagethed af social og racemæssig uretfærdighed mv.[1] Siden sidst i 2010'erne er det i USA blevet brugt nedsættende om personer generelt, der er eller opfattes som politisk venstreorienterede.[3]
Etymologi
[redigér | rediger kildetekst]Udtrykket kendes på dansk fra 2017. Det kommer fra det tilsvarende amerikanske udtryk woke, som egentlig er datidsformen af wake ("vågne").[1] Udtrykket er opstået i den afrikansk-amerikanske sociolekt African American Vernacular English og svarer sprogligt til standardformen awake ("vågen") i moderne engelsk.[2]
Udbredelse
[redigér | rediger kildetekst]Oprindelig blev udtrykket brugt i USA i en ret vid betydning om personer, der var vågne og bevidste, ikke mindst om samfundsforhold generelt og om populærkultur. Omkring 2010 begyndte ordet at optræde i en mere specifik rolle i den amerikanske samfundsdebat, især i forbindelse med opmærksomhed på vold og diskrimination mod afrikansk-amerikanere og andre mindretal. I forbindelse med den fremvoksende Black Lives Matter-bevægelse i kølvandet på drabet på Michael Brown (en) i Ferguson i Missouri i 2014 blev ordet woke anvendt i denne mere aktivistiske betydning, blandt andet i slagordet Stay Woke! ("Vær bevidst!"). Fra dette tidspunkt er ordet også begyndt at blive spredt som låneord til andre sprog, herunder dansk.[2][3]
Kritik og anti-woke-modbevægelse
[redigér | rediger kildetekst]Betegnelsen har flere kritikere, der mener, at opfordringen til årvågenhed mod diskrimering og særlige diskrimerende udsagn i nogle tilfælde tipper over i en overdrevet form for politisk korrekthed.[2][4] Den amerikanske sociolog Musa al-Gharbi (en) har beskyldt store dele af woke-bevægelsen for at være privilegieblind.[5] Jørn Borup har i bogen Woke beskrevet fænomenets historie og udbredelse, og sætter det i forbindelse med amerikansk kulturimperialisme.[6]
Bevægelser, der opfattes som woke, er i stigende grad blevet kritiseret fra især højrefløjen for at anvende cancel culture-redskaber til fx at udskamme anderledes tænkende.[7] Der er således opstået en anti-woke-modbevægelse. Omvendt beskyldes anti-woke-bevægelsen for at være drevet af en højreorienteret, hvid og privilegeret magtelite.[8][9]
Kilder
[redigér | rediger kildetekst]- 1 2 3 "Woke" i Den Danske Ordbog, besøgt 15. marts 2025.
- 1 2 3 4 Woke i Store norske leksikon, besøgt 15. marts 2025.
- 1 2 Stay Woke - The new sense of 'woke' is gaining popularity. Artikel i Merriam-Webster Dictionary, besøgt 15. marts 2025.
- ↑ Guide til den hvide, heteroseksuelle, ciskønnede mand: Sådan bliver du woke. Klumme af Aminata Amanda Corr på berlingske.dk 16. august 2020.
- ↑ Woke: En vækkelsesbølge, der hævder og tror, at den kæmper for marginaliserede grupper, men er med til at udbytte dem. Boganmeldelse på pov.international 12. december 2024.
- ↑ Woke. Opvågnen til en ny verden Jørn Borup på Forlaget Multivers 2024
- ↑ Jes Stein Petersen: Woke-bevægelsens livsfarlige kvælertag, Politiken Debat, s. 7, 29. juni 2021
- ↑ Sofie Jama: Alle brokker sig over woke-kulturen. Men antiwoke-bevægelsen er langt stærkere. Indlæg i Information 17. marts 2021.
- ↑ Mikkel Thorup og Kalle Jørgensen: Hvordan blev ”woke” et skældsord? Artikel på vidogsans.dk 23. marts 2023.