Det kan skyldes manglende optimering til iOS 10. For målinger med GeekBench viser med al tydelighed, at A10-processoren er markant hurtigere end A9. A10 scorede 3405 / 5494 (single/multicore), mens A9 toppede på 2400 / 4030. Det kan også skyldes A10’erens nye arkitektur, der automatisk øger processorkraften, når man har brug for det, men som udgangspunkt forsøger at bruge så lidt muskler som muligt for at spare på strømmen.
Og apropos strøm så er batterilevetiden en svær en. Apple hævder, at 7 Plus klarer en time mere på en opladning i forhold til forgængeren. Specielt her i starten, hvor man roder med telefonen konstant, kan det være svært at bedømme batteriets ydelse. Efter et par timers hårdt brug med spil, benchmarks, Facebook, mail m.m. er batteriet gået fra 100 til 69 procent. Det er ikke alarmerende, men det imponerer bestemt heller ikke. Mit gæt er, at man vil mærke en meget lille forbedring i batterilevetiden i forhold til tidligere versioner, men slet ikke noget der revolutionerer.
Knapt nok en knap
Det har virkelig skabt røre i andedammen, at Apple har valgt at fjerne jackstikket. Personligt har jeg ingen problemer med, at 3,5 millimeter-stikket er væk. Jeg er forlængst hoppet over på Bluetooth i stedet. Desuden har Apple vedlagt en adapter, så jeg stadig kan tilslutte “gamle” hovedtelefoner. Det er selvfølgelig ikke optimalt, men jeg regner det ikke for at være et stort problem. Bluetooth er blevet så markant bedre de seneste år, at det ikke giver mening at blive hængende i det gamle jackstik. Jeg vil gladeligt bytte jackstikket for mere plads til batteri.
Til gengæld har jeg store udfordringer med Hjem-knappen, der ikke længere er en mekanisk knap, men en fast plade, der giver respons via en lille vibrerende motor under den. Den kræver virkelig tilvænning — jeg har ikke tal på de gange, jeg ved et uheld er kommet til at aktivere Siri. Udskiftningen har sikkert været nødvendigt for at gøre iPhone så vandtæt som muligt, men den kræver et par dages tilvænning, og — jeg er ked af at sige det så direkte — det er altså ikke lykkedes for Apple at genskabe følelsen af, at man trykker på en knap.
Fantastisk, men ikke nogen revolution
Tilbage sidder jeg med følelsen af en smartphone, der ikke føles som den helt store revolution. Slet ikke hvis man i forvejen kommer fra en Plus-model. Syveren er forbedret en smule på stort set alle punkter, men ser man bort fra kameraet, så er der ikke noget, der gør det nødvendigt at opdatere. Når det er sagt, så er iPhone i mine øjne en fantastisk smartphone, der med 7 Plus bare er blevet endnu bedre — og så har kameraet virkelig taget mig med storm. Det er lige før, det er pengene værd i sig selv. Det er et fantastisk kamera.
Står du og tripper mellem iPhone 7 og iPhone 7 Plus, er der to væsensforskelle; Skærmen er større, og kameraet er mere avanceret. Om det er merprisen værd, må være op til dig og din pengepung at afgøre.
Tak fordi du læser med. Synes du, artiklen var værd at læse? Giv den et like, så hjælper du andre læsere med at finde den. Levede den ikke op til dine forventninger, må du også gerne give den et dislike. Tak for din vurdering.