kolesterol

Kolesterol er uopløseligt i vand, men letopløseligt i organiske opløsningsmidler og hører dermed til fedtstofferne. Kolesterol kan dannes i celler ud fra simple molekyler ved mere end 20 forskellige mellemtrin og de dertilhørende enzymer, hvoraf et enkelt i særlig grad regulerer kolesterolnydannelsen og kan hæmmes med lægemidler. Mange celler kan optage kolesterol fra blodet vha. et særligt bindingsprotein (receptor) i cellemembranen. Kolesterol er nødvendigt for dannelse af D-vitamin samt køns- og binyrebarkhormoner.

Nydannelsen af kolesterol i cellen og cellens optagelse af kolesterol fra blodet er samordnet på en sådan måde, at cellens kolesterolindhold holdes konstant.

Størstedelen af menneskets kolesterol dannes i og udskilles af leveren, en del heraf omdannes til galdesyrer.

I blodet forekommer kolesterol ikke frit, men bundet til lipoproteinerne HDL, LDL og VLDL. Lipoproteinernes betegnelser stammer fra anvendelse af ultracentrifugering til adskillelse af lipoproteinerne, således at de tungeste med stor massefylde (High Density Lipoprotein) lejres nederst, mens de letteste (Very Low Density Lipoprotein) pga. stort fedtindhold lejres øverst og LDL (Low Density Lipoprotein) herimellem. LDL, som normalt bærer størstedelen af blodets indhold af kolesterol (LDL-kolesterol), dannes i leveren.

Antallet af de receptorer i leveren, der optager LDL fra blodet til videre udskillelse via galden og tarmen, er nedsat til ca. halvdelen ved arvelig forøget mængde kolesterol i blodet (arvelig hyperkolesterolæmi), som forekommer hos ca. 0,2 % af befolkningen i Danmark. Personer med hyperkolesterolæmi har derfor en høj koncentration af LDL-kolesterol i blodet, og de har dermed højere risiko for at udvikle åreforkalkning.

En mindre del af blodets kolesterolindhold stammer fra kosten, fx fra æggeblommer, som indeholder store mængder kolesterol, mens den største andel dannes i leveren. Kostens indhold af en række mættede fedtsyrer, bl.a. i mælkefedt og kød, samt stivelse og sukker, kan hæve blodets koncentration af LDL. LDL-partiklerne kan opdeles efter deres størrelse, og det var vist sig, at de store LDL-partikler, som især øges af mættet fedt, ikke øger åreforkalkningsprocessen. De små LDL-partikler, der især øges i mængde af stivelse og sukker, bliver derimod nemmere oxideret og fremmer åreforkalkningsprocessen. Kolesterol fra æg har stort set ingen betydning for mængden af LDL-kolesterol og anses i dag ikke mere for at kunne øge risikoen for åreforkalkning og blodpropper.

Den daglige kolesterolindtagelse er i Danmark på ca. 400 mg. Tidligere blev det antaget, at en sænkning af blodets LDL-kolesterol gennem en sænkning af kostens indhold af mættet fedt ville nedsætte åreforkalkning og forekomsten af blodpropper, men i takt med at kvaliteten af de videnskabelige studier er blevet bedre, har synet ændret sig. Selvom en fødevare indeholder betydelige mængder mættet fedt, fx mørk chokolade, ost og fed yoghurt, så øger et højt indtag af disse fødevarer ikke risikoen for blodpropper.

Et stort kolesterolindhold i blodet, dvs. 8-16 mmol/l, kan ikke i sig selv mærkes. Det er først ved aflejringen af kolesterol i pulsårevæggen, at der opstår symptomer. Fra blodet trænger lipoproteinerne langsomt ind i pulsårevæggen og langsomt ud igen. I en åreforkalkningslæsion i en pulsårevæg findes store mængder LDL-kolesterol lige under det tynde cellelag, der danner grænsen mellem blod og pulsårevæg. Harskning (oxidation) af LDL-partiklen i pulsårevæggen er muligvis en forudsætning for, at partiklens kolesterol ophobes. Kolesterolophobningen kan forsnævre pulsåren og dermed give anledning til, at cellelaget over kolesterolophobningen brister. I bristningssåret kan blodet størkne og danne en blodprop. Sker det i hjertets kranspulsårer, kan blodproppen lukke blodtilførslen, hvorved en del af hjertemusklen går til grunde i form af et infarkt.

Transporten af kolesterol fra blodet ind i pulsårevæggen øges med stigende koncentration af de små LDL-partikler i blodet, men også pulsårevæggens egenskaber er af betydning for, om der udvikles en kolesterolophobning, hvilket oftest forekommer hos mænd. En række af disse egenskaber i pulsårevæggene er arvelige, men nogle er også påvirkelige af livsstilsfaktorer, fx kost, motion og tobaksrygning.

Grundpillen i forebyggelse af åreforkalkning hos personer, der har høj risiko for at få hyperkolesterolæmi, og i behandling af dem, som allerede har det, er ophør med tobaksrygning, motion og en sund kost. Den sunde kost synes dog ikke at medvirke til at sænke LDL-kolesterol. Pulsårevæggen hos en person, der allerede har åreforkalkning, er særlig følsom over for blodets kolesterolindhold i forhold til personer, der formodes at have robuste pulsårer, bl.a. pga. arvelige egenskaber og sund levevis.

En kost, der begrænser indtaget af sukker og stivelse, og daglig indeholder 5-6 stykker frugt og grønt, fisk to gange om ugen, fiber- og fuldkornsrige fødevarer, sunde olier som oliven- eller rapsolie, har en forebyggende virkning. Personer, der allerede har haft symptomer på åreforkalkning, kan ved en behandling med lægemidler, der nedsætter blodets kolesterolindhold, opnå en yderligere forebyggelse af åreforkalkning.

• Kolesteroltal
• leveren
• hyperkolesterolæmi
• åreforkalkning